Vaccination

Vaccinationer og sundhedsundersøgelser af kæledyr

Her på Langå Dyrehospital tilbyder vi vaccinationer og sundhedsundersøgelser af dit kæledyr. Den årlige sundhedsundersøgelse er muligheden for en regelmæssig kontrol af kæledyrets sundhedstilstand og mulige mangel af vaccinationer. Dit kæledyr bliver kontrolleret fra snude til halespids med en snak om eventuelle problemer, du har observeret. 

Ved sundhedsundersøgelsen tjekker vi:

  • dit kæledyrs øjne, øre, næse og tænder
  • vi lytter til dets hjerte og lunger og tjekker, at bevægerapperatet fungerer, som det skal
  • hvis dit kæledyrs negle trænger til at blive klippet, ordner vi det og tømmer analkirtler, hvis de trænger
  • vi ser også, om dit kæledyrs hud/pels er, som det skal være, og om der er lopper 

Du kan desuden få rådgivning om foder, adfærdsproblemer og lignende. Det indgår som en naturlig del af konsultationen, og du er meget velkommen til at stille spørgmål om dit kæledyrs ve og vel.

Opdag problemerne i tide

Den årlige sundhedsundersøgelse er en chance for at få opdaget skavanker, inden de bliver til egentlige problemer for kæledyret. Ofte kan vi løse mindre problemer på stedet, mens mere tidskrævende procedurer (f.eks. tandrensning og småoperationer) aftales til senere.

Vaccination af dit dyr

Vi anbefaler, at dit kæledyr får foretaget en sundhedsundersøgelse hvert år. Her vurderer vi, ud fra den enkelte patient, hvilke vacciner der er behov for med hensyn til smitterisiko i dagligt miljø, pensionsophold, udlandsrejser, aktuelle epidemier med videre.

Vi vaccinerer hundene mod 5 forskellige komponenter. De 3 komponenter holder i 3 år, de to af dem holder i 1 år.
Når din hund er basisvaccineret som hvalp 2 gange med en måneds mellemrum, skal den vaccineres 1 år efter sidste vaccine. Her skal man vaccinere med alle 5 komponenter igen, for at alle komponenter er fuldt opdaterede. 

Herefter vurderer vi årligt, hvilke dele af vaccinen der skal opdateres.

De 3 vacciner, der holder 3 år (når fuld basisvaccination er udført), er:
D: Hundesyge, H: Hepatitis (leverbetændelse), P: Parvovirus

De 2, der holder 1 år, er: (Kan vælges til eller fra, alt efter om hunden ser andre hunde, kommer i skoven, kommer på jagt eller fx skal i pension)
Pi: Parainfluenza (kennelhoste), L: Leptospirose.

Derudover kan man, hvis hunden skal i hundepension, få en ekstra vaccine mod kennelhoste (gives i næsen) (BbPi). Det betyder i praksis, at den samme patient sjældent vil blive vaccineret mod de samme sygdomme 2 år i træk.

Vaccinationskrav ved udlandsrejse

I forhold til vaccinationskrav i forbindelse med udlandsrejse henvises til fødevarestyrelsens hjemmeside: "rejse med hund og kat".