Mette Ebbensgaard
Dyrlæge
Jeg blev uddannet dyrlæge i december 2012 fra KU Sund (tidligere KVL).
Lige siden jeg lærte at snakke, har jeg sagt, at jeg skulle være dyrlæge. Jeg har altid haft en stor interesse for dyrlægefaget, uanset hvilken dyreart.
Jeg er nysgerrig på forskellige behandlingsmuligheder, og jeg lytter gerne til, hvordan andre løser problemerne - det kan man lære meget af på kryds og tværs af dyrlæger og dyrearter.
Jeg har haft med heste at gøre siden jeg var 8 år, fra jeg blev 10 år flyttede jeg nærmest ud i stalden, og i følge mine forældre kom jeg kun hjem for at spise og sove.
Da jeg blev færdig som dyrlæge i 2012 rejste jeg til Island, hvor jeg gennem min studietid havde arbejdet om sommeren. Her fik jeg job i en blandet praksis, hvor jeg kørte ud primært til hest og kvæg.
På Island blev jeg indtil december 2013, herefter gik turen til Vestjylland - så langt du kan komme vest på. Her boede jeg 3 år i Nørre Nebel og arbejdede i en større praksis. Fra 2016 til 2017 gik turen mere sydvest til Brørup, hvor jeg også arbejdede med hest og kvæg.
I slutningen af 2017 besluttede jeg at koncentrere mig primært om heste.
Jeg startede uddannelse hos IAVC - International Academy of Veterinary Chiropractic. I september 2018 bestod jeg eksamen og dermed min efteruddannelse inden for kiropraktik.
Jeg ønsker på sigt som dyrlæge at arbejde meget med forebyggelse af sygdomme. Det vil sige, sætte fokus på at finde og behandle stofskifte sygdomme, inden hesten bliver forfangen. Vi kan blive endnu bedre til at fodre vores heste, så vi undgår fejlernæring, overvægt og "livsstilssygdomme". Kiropraktik er også et redskab til at undgå skader og holde hesten på toppen i mange år. Udover almindelige dyrlæge ydelser, vil jeg derfor arbejde meget i rådgivning omkring sundhed og forebyggelse af sygdomme.
I mit arbejde som dyrlæge, har jeg meget fokus på, at der skal være tid til både hest og ejer. Jeg har brug for jeres historie om hesten, for at vi sammen finder den bedste løsning. Jeg samarbejder bredt med andre dyrlæger, så hvis ikke lige jeg har svaret på staldgangen, så forhører jeg mig hos andre, med speciale i lige netop din hests problem, på den måde sikrer vi den bedste behandling.
Privat bor jeg med min mand og Søn, hunden Sille og katten Beate. Jeg har derudover 2 islændere opstaldet et andet sted.